Tips og tricks: genudlejning med urgency
En af de vigtigste ting at have for øje, hvis man skal udleje boliger hvor det ikke vrimler med lejere er at skabe en form for hast som er synlig for de interessede lejere.
Ved at få lejerne til at føle det haster og/eller at der er flere om lejemålet og at lejemålet fremstår populært og eftertragtet, kan det skubbe den potentielle lejer til at leje lejemålet hurtigere end ellers.
Nedenfor har vi samlet en række tips og tricks som vores mæglere gør brug af, for at effektivisere udlejningen af mindre populære lejemål.
- Annoncér ikke alle boliger på samme tid
Hvis du står med en genudlejningsejendom og har fået flere ledige boliger, er det taktisk klogt at undgå frigivelse af alle de ledige boliger på én gang (afhængigt af din genudlejningspligt).
Vi anbefaler at udvælge enkelte boliger, gerne af forskellige typer, og annoncér disse. Ved at annoncére et mindre antal boliger, er der større mulighed for at visualisere for lejerne at der skal handles hurtigt, men der er også mulighed for at udleje de "skjulte" boliger som ikke er annonceret endnu, såfremt der er mere end én lejer interesseret i en af de annoncerede boliger.
- Sørg for at samle lejerne
Hvis du har flere boliger ledige, hvor størrelse mv. minder om hinanden, så opret en fremvisning i én af boligerne selvom de har henvendt sig til en anden bolig i systemet.
Dette gøres for at samle lejerne og undgå unødvendig koordinering. Ligeledes ser de potentielle lejere at der er flere om buddet - og er derfor mere tilbøjelige til at slå til.
- Prioriteringer
Når du står med potentielle lejere til en fremvisning eller et åbent hus og du har flere ledige boliger, kan du med fordel bede lejerne lave prioriteringer. Bed dem angive, såfremt de er interesseret i flere boliger end kun én og på den måde kan du efter fremvisning/åbent hus fordele lejerne og udleje flere boliger. På denne måde undgår du at afvise potentielle lejere tidligt i anmodningsprocessen og udnytter ansøgningstallet til din egen fordel ved potentielt at udleje mere end én bolig.
- Åben fremvisning frem for individuel fremvisning
Når du skal afholde fremvisninger, anbefaler vi at afholde åbne fremvisninger så flere potentielle lejere kan deltage. Der skal naturligvis sættes en grænse, så du har et maksimalt antal deltagere at holde styr på og konversere med. Også her, får lejeren indtrykket af at der skal handles hurtigt og det kan sagtens ske at nogen af de potentielle lejere også vil se øvrige ledige lejemål i ejendommen, efter at have set den ene og set hvor mange de er om buddet.
- Åbent hus opdelt i tidsinterval
Når du afholder åbent hus og har afsat en time til arrangementet, kommer størstedelen af de tilmeldte når tidsintervallet starter. Altså inden for de første 15 minutter af den planlagte time.
For bedre at kunne drøfte og udnytte potentialet i de potentielle lejere, opdeler vi til tider åbent hus arrangementerne i tidsintervaller.
Vi afholder et åbent hus på 20 minutter med et maksimalt antal deltagere. Vi afholder endnu et åbent hus på 20 minutter efter de første 20 minutters åbent hus og sætter ligeledes et maksimalt antal deltagere på. Dettes gøres også for de sidste 20 minutter af den planlagte time og så har vi 3x åbent hus arrangementer med et antal af potentielle lejere som får god service og kommunikation uden at blive overset eller glemt i mængden.